Må man godt være uambitiøs?

Vi lever i en verden, hvor karriere og job er utrolig vigtigt for de fleste. Alle vil vise at de kan klare sig selv, og er meget konkurrencemindede. Mange vil nemlig gerne være den bedste. Og det er helt fint med mig, for der er intet galt i at være ambitiøs, og gå efter at få en fed karriere eller at tjene gode penge. Men er der plads til at man må være uambitiøs?

Jeg har ikke behov for at få en vild karriere. Lige nu trives jeg rigtig godt med at være på barsel, og selvfølgelig skal jeg tjene nogle penge når barslen er slut. Mit problem er bare at jeg ikke aner hvad jeg vil. Jeg har ingen idé om hvad jeg gerne vil arbejde med, eller videreuddanne mig med, og jeg har faktisk heller ikke travlt med at finde ud af det. Når min barsel er slut skal jeg finde et job, og jeg er åben for det meste, og jeg er sikker på at jeg nok skal finde et job, det er ikke det det handler om.

Jeg har brugt mange år på at være forvirret og have lange kriser, hvor jeg har været frustreret og ked af det, over ikke at vide hvad jeg vil. For “alle” andre kan jo godt finde ud af at vælge og tage en uddannelse, så hvorfor kan jeg ikke? Men det er slut nu, jeg vil ikke banke mig selv i hovedet over det mere, for det er absolut ikke konstruktivt, men nok nærmere det modsatte. Jeg vil derimod tage tingene som det kommer, og måske vågner jeg en dag og ved lige hvad jeg vil, og måske gør jeg ikke. Hvem ved? Og det er faktisk også ligemeget, for uanset hvad så skal jeg nok klare mig. Jeg er jo ikke doven, og jeg har aldrig haft svært ved at finde et job, så jeg er ikke nervøs.

Og selvom jeg på det punkt er uambitiøs, som jo næsten er et skældsord efterhånden, så betyder det ikke at jeg ikke er ambitiøs på andre punkter. Jeg gør mit aller bedste for at være der for Lili og Nicholas, og være den bedste mor og kone jeg kan. Og når jeg får et job vil jeg også gå 100% ind i det, men jeg har bestemt ikke brug for en fed karriere. Ikke som jeg har det lige nu i hvert fald.

Udover det har jeg jo faktisk en uddannelse, som pædagogisk assistent, og jeg ved godt at det hverken er en bachelor, kandidat eller Ph.d, men det er nok til at jeg kan få et job, og tjene penge, som jo er et vilkår for at leve et ordentligt liv.

En anden ting er at jeg er gift med Nicholas, som gerne vil være advokat, og vi har begge to en stor drøm om at få flere børn, og gerne et par stykker mere, og den drøm er altså ikke lige så realistisk, hvis man er to karrieremennesker, der skal lægge mange timer i vores arbejde. Det lyder nok lidt traditionelt, og det er det måske også, forskellen er bare at jeg ikke har noget brændende ønske om at forfølge en karriere, men at jeg faktisk rigtig gerne vil være en mor, der selvfølgelig arbejder, men som også har meget tid til familien.

Jeg tror egentlig at essensen af alt det her er, at jeg ikke vil føle mig presset til at skulle gå efter en drøm, der ikke er min, men at jeg derimod vil lytte til mig selv, og gøre det jeg har lyst til, selvom det måske strider imod samfundets forventninger. Det vigtigste er nemlig at jeg er glad og tilfreds.

Kys herfra!

IMG_20181222_135504.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s