Da Lili kom til verden

En fødsel er en ret vild og fantastisk oplevelse.

Lilis fødsel blev sat i gang på terminsdagen, da vi nogle gange havde været på sygehuset fordi hun var ret stile inde i maven. De var ikke bekymrede, men da jeg var så langt henne valgte de at sætte mig i gang, så vi slap for mere bekymring. Jeg fik lavet en hindeløsning, og så fik jeg en pakke Angusta piller med hjem som jeg skulle tage hver anden time, indtil dagen efter, eller til jeg fik veer. Spændt gik jeg så og tog piller hele eftermiddagen og aftenen og stille og roligt begyndte jeg at få plukveer, som nev mere og mere i løbet af aftenen. ved 22 tiden besluttede vi os for at gå en aftentur, for at hjælpe veerne lidt mere i gang, og for lige at nyde den sidste aften bare os to. Det var så hyggeligt, og vi benyttede chancen til lige at få taget et af de sidste billeder af maven.

IMG_20180726_231335.jpg

Da vi gik hjem lidt efter midnat, måtte jeg lige stoppe op og koncentrere mig om at trække vejret når der kom en plukve/ve. Vi kom hjem og tænkte at vi skulle prøve at sove lidt. Det skete ikke, for det gjorde mere og mere ondt, og jeg synes efterhånden at veerne kom meget hurtigt, så jeg tog et brusebad for at slappe af og lindre lidt. Lidt efter syntes jeg, at det var virkelig overvældende, og vi ringede til fødegangen og fik at vide at vi skulle komme op til undersøgelse klokken 3. Jeg fandt i mellemtiden ud af at det gjorde underværker når Nicholas masserede mig på lænden, så hver gang der kom en ve, måtte han komme til undsætning og massere mig.

Der var desværre ikke sket den helt store udvikling, så vi blev sendt hjem, med besked på at få lidt søvn, og jeg fik et par Panodiler. Jeg prøvede at sove, men det lykkedes ikke. Nicholas fik måske halvanden time, og så blev jeg nødt til at vække ham, så han igen kunne massere mig, når jeg havde veer. Om morgenen tog vi så ind på sygehuset igen og klokken halv ni var jeg 4 cm åben og derfor i aktiv fødsel. Vi kom ind på en fødestue og jordemoderen gjorde badekar klar til mig mens jeg gik i brusebad. Det varme vand hjalp en del på smerterne fra veerne og det var så dejligt at komme i karbad. Selvom det stadig gjorde møg ondt, var det varme vand bare virkelig dejligt.

IMG_20180727_100137_01.jpg

Veerne begyndte på et tidspunkt at aftage lidt, men kom så igen, og efter en lille time i badekarret kom jeg op at ligge på fødelejet. Her blev jeg tilbudt lattergas, og det endte med at blive min bedste ven! Jeg havde inden fødslen overvejet hvad jeg gerne ville gøre brug af for at lindre smerterne, og lattergas var en af de ting jeg hele tiden havde forestillet mig, at jeg godt ville have.

Den næste time fra 10.30 til 11.40 er ret fjern for mig, men jeg lå med en ispose på panden (der var jo selvfølgelig over 30 grader den dag) og med lattergassen i hånden, og Nicholas masserede mig på lænden ved alle veerne.

IMG_20180727_104958.jpg

Klokken 11.40 blev jeg igen undersøgt, og her var jeg kun 4,5 cm åben! Jeg blev godt træt af at flere timer med veer, der gjorde pisse ondt, ikke havde givet mere end en skide halv centimeter. Fordi der ikke var sket mere fik jeg taget vandet her. Jeg troede ikke at det kunne gøre mere ondt, men det gjorde det. og ved 12 tiden ville jeg ikke mere. Jeg var klar til at gå hjem og så føde en anden dag, men da det ikke var en mulighed bad jeg om et kejsersnit, eller en epidural blokade. Heldigvis havde Nicholas og jeg lavet en aftale hjemmefra om, at hvis jeg bad om en epidural blokade skulle der gå en time før jeg måtte få den, og jeg er så glad for at jeg ikke fik det. Jordemoderen har også skrevet i journalen “Emilie har rigtig god støtte i Nicholas både fysisk og mentalt. Parret har en god plan hjemmefra som vi forsøger at følge, og Nicholas formår at snakke så fint med Emilie om dette.”

Jeg fik 4 “bistik” i stedet for, som er saltvand man får sprøjtet ind under huden, det gør pisse nas, men det stimulerer kroppens dannelse af smertestillende endorfiner i det område, så de fire stik var altså det værd.

Kort tid efter begyndte presseveerne så småt, og uden at jeg gjorde noget som helst, kunne jeg mærke at hele min krop pressede hver gang der kom en ve. Sådan fortsatte det  i 45 minutter, og jeg kan se i journalen at jeg både har været på toilettet og stået op i noget tid, men det kan jeg altså ikke huske. Hvis man har set sådan en kurve her før, så kan man se, at der hvor jeg har sat en cirkel omkring, der er mine veer lige inden jeg fik besked på selv at presse med. De var ret heftige, og der var ikke nogle rigtige pauser, det er måske også derfor at det er lidt uklart for mig, hvad der helt præcist skete.

IMG_20180727_130820.jpg

Klokken 13.15 begynder jeg at skulle presse med på veerne, og jeg presser og presser. På et tidspunkt går jordemoderen ud på gangen, for at hente en ekstra jordemoder, da de altid er mindst to til at tage imod barnet. Imens hun er ude fra stuen får jeg igen en presseve. Nicholas, har hørt godt efter til fødselsforberedelse, hvor det blev fortalt at jordemoderen holder igen på mellemkødet når man presser, for at det ikke sprækker. Han reagerede derfor lyn hurtigt og skyndte sig ned og holde, nu hvor der ikke var andre på stuen til at gøre det. (haha, godt gået skat!)

Klokken 13.37 kom hun ud, og op på brystet til mig. Jeg vil være helt ærlig og sige at det der med at man synes ens barn er det smukkeste i hele verden, når man ser dem første gang er noget værre pladder. Jeg elskede hende helt vildt lige fra første øjeblik, men hun lignede altså lidt en alien, smurt ind i fosterfedt, og hendes hoved var langt, spidst og skævt. heldigvis gik der jo ikke mere end en time eller to før hun begyndte at ligne en baby mere end en alien, og så kunne vi rigtig se hvor smuk hun jo er.

Lige efter en fødsel sker der en masse ting omkring en, men jeg lå bare der og kiggede på Lili, og var egentlig rimelig ligeglad med alt hvad der foregik omkring mig. Da navlesnoren var færdig med at pulse, klippede Nicholas den, og moderkage blev “født” som man siger lige kort efter.

En time efter hun var født, kom hun til brystet og blev ammet, og jeg fik noget tiltrængt pizza efter et døgn uden mad.

IMG_20180727_153739_20180909144242085

Vi fik slappet af i et par timer, inden hun blev målt og vejet. Hun var 52 cm lang og vejede 3270g. Vi på barselsgangen og Lili lå og sov, Nicholas pakkede lidt ud, og jeg gik ud og tog et bad. Man føler sig nemlig ikke specielt lækker efter en fødsel.

IMG_20180727_172929.jpg

Lilis Mormor, BedsteFinn, Farmor, Farfar, Faster, Onkel og fætre kom på besøg i løbet af aftenen, og det var rigtig hyggeligt, og dejligt endelig at kunne vise hende frem.

Vi blev hurtigt enige om at vi egentlig helst bare gerne ville hjem i vores egen seng. Barselsstuen var ikke særligt stor, og så var der virkelig varmt. Moster Celina kom på besøg, og Nicholas hentede barnevognen og vi fik pakket Lili og alle gaver, blomster og sager ned, og så gik vi hjem. 13 timer efter at vi gik den anden vej, bare med en barnevogn (med barn i selvfølgelig) i stedet for en stor rund mave.

IMG_20180727_221133.jpg

Det var så rart at være hjemme, og have vores datter i armene, og så lagde hun første nat ud med at sove 9 timer kun afbrudt en enkelt gang, hvor hun fik mad og en ren ble. Kæmpe succes, men der går lige et par år før vi gør det igen, for det er altså hårdt at føde.

Kys herfra!

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s