Må man godt være uambitiøs?

Vi lever i en verden, hvor karriere og job er utrolig vigtigt for de fleste. Alle vil vise at de kan klare sig selv, og er meget konkurrencemindede. Mange vil nemlig gerne være den bedste. Og det er helt fint med mig, for der er intet galt i at være ambitiøs, og gå efter at få en fed karriere eller at tjene gode penge. Men er der plads til at man må være uambitiøs?

Jeg har ikke behov for at få en vild karriere. Lige nu trives jeg rigtig godt med at være på barsel, og selvfølgelig skal jeg tjene nogle penge når barslen er slut. Mit problem er bare at jeg ikke aner hvad jeg vil. Jeg har ingen idé om hvad jeg gerne vil arbejde med, eller videreuddanne mig med, og jeg har faktisk heller ikke travlt med at finde ud af det. Når min barsel er slut skal jeg finde et job, og jeg er åben for det meste, og jeg er sikker på at jeg nok skal finde et job, det er ikke det det handler om.

Jeg har brugt mange år på at være forvirret og have lange kriser, hvor jeg har været frustreret og ked af det, over ikke at vide hvad jeg vil. For “alle” andre kan jo godt finde ud af at vælge og tage en uddannelse, så hvorfor kan jeg ikke? Men det er slut nu, jeg vil ikke banke mig selv i hovedet over det mere, for det er absolut ikke konstruktivt, men nok nærmere det modsatte. Jeg vil derimod tage tingene som det kommer, og måske vågner jeg en dag og ved lige hvad jeg vil, og måske gør jeg ikke. Hvem ved? Og det er faktisk også ligemeget, for uanset hvad så skal jeg nok klare mig. Jeg er jo ikke doven, og jeg har aldrig haft svært ved at finde et job, så jeg er ikke nervøs.

Og selvom jeg på det punkt er uambitiøs, som jo næsten er et skældsord efterhånden, så betyder det ikke at jeg ikke er ambitiøs på andre punkter. Jeg gør mit aller bedste for at være der for Lili og Nicholas, og være den bedste mor og kone jeg kan. Og når jeg får et job vil jeg også gå 100% ind i det, men jeg har bestemt ikke brug for en fed karriere. Ikke som jeg har det lige nu i hvert fald.

Udover det har jeg jo faktisk en uddannelse, som pædagogisk assistent, og jeg ved godt at det hverken er en bachelor, kandidat eller Ph.d, men det er nok til at jeg kan få et job, og tjene penge, som jo er et vilkår for at leve et ordentligt liv.

En anden ting er at jeg er gift med Nicholas, som gerne vil være advokat, og vi har begge to en stor drøm om at få flere børn, og gerne et par stykker mere, og den drøm er altså ikke lige så realistisk, hvis man er to karrieremennesker, der skal lægge mange timer i vores arbejde. Det lyder nok lidt traditionelt, og det er det måske også, forskellen er bare at jeg ikke har noget brændende ønske om at forfølge en karriere, men at jeg faktisk rigtig gerne vil være en mor, der selvfølgelig arbejder, men som også har meget tid til familien.

Jeg tror egentlig at essensen af alt det her er, at jeg ikke vil føle mig presset til at skulle gå efter en drøm, der ikke er min, men at jeg derimod vil lytte til mig selv, og gøre det jeg har lyst til, selvom det måske strider imod samfundets forventninger. Det vigtigste er nemlig at jeg er glad og tilfreds.

Kys herfra!

IMG_20181222_135504.jpg

Surprise!

Vi er blevet gift!

Ingen vidste det, altså udover de to venner vi havde med som vidner, min veninde Julie der hjalp med at finde kjole og så min far.

Vi har faktisk haft planlagt det i noget tid, og det har godt nok været svært at holde hemmeligt. Og grunden til at vi har holdt det hemmeligt, er egentlig at vi ikke ville lave noget stort nummer ud af det. Og så var det nemmeste altså at vi lod være med at sige det til nogle, og holdt det helt nede på jorden.

Så vi tog på rådhuset klokken 11 og blev gift, og så spiste vi frokost bagefter. Nu sidder jeg på sofaen og Nicholas læser, så det kunne nok ikke være mere nede på jorden end det.

Så nu hedder vi altså alle tre Engberg Backhausen til efternavn og nu føles det virkelig som om at vi er en rigtig lille familie.

Så vil jeg bare lige slutte af med nogle dejlige billeder fra i dag, og glæde mig til at min skønne mand er færdig med at læse, så vi kan drikke et glas vin og nyde at være gift.

Kys herfra!

Tak Emilie, hvor er du god!

Vasketøj, opvask, handle, rengøring, amning, oprydning, madlavning, bleskift, putning og babyleg. Det er det mange af mine dage går med. Og selvom jeg elsker at være mor på barsel, så kan det altså godt nogle gange virke en smule som om, at man kører i ring. Altså ikke i forhold til Lili, men i forhold til alt det andet derhjemme.

Jeg prøver nemlig mit bedste på at ordne så meget praktisk som muligt, så Nicholas ikke skal tænke på det, men kan koncentrere sig om at studere, hvilket giver mere tid til, at vi kan hygge os sammen om aftenen, når han er færdig med at læse. Han er faktisk rigtig godt til også at lave mad, eller lige gøre hele lejligheden ren når jeg ikke er hjemme, men jeg prøver at gøre det meste, for at vi har mest mulig tid til hinanden.

Og det er faktisk en lidt blandet følelse at gå hjemme på barsel. For på den ene side er det jo det aller mest meningsfulde, at være sammen med Lili, og se hendes udvikling, og lege og snakke med hende. MEN på den anden side bliver man bare så træt af, at alt det man bruger tid på, aldrig bliver helt færdigt, for opvasken vil altid komme igen, og der skal handles og laves mad hver dag.

Jeg tror bestemt ikke at jeg er den eneste der har siddet med den følelse, og det jeg er nået frem til er at jeg skal rose mig selv for det jeg gør. Uanset hvor dumt det lyder, så er jeg begyndt at sige tak til mig selv hver dag. Jeg ved at Nicholas sætter pris på det, men han kan jo for pokker ikke gå og sige tak og rose mig hele tiden, så det er jeg begyndt at gøre selv.

Måske synes nogle at det er tåbeligt at jeg har brug for den ros og anerkendelse, men for mig bliver det altså bare rigtig surt uden.

Og i princippet er det egentlig lige meget, hvad det er man siger tak og roser sig selv for. Alle burde blive bedre til at give sig selv et klap på skulderen, også selvom det er en lille ting man har gjort eller opnået, for det er vel altid rart at få at vide at man har gjort det godt. Også selvom det er en selv der siger det.

Kys herfra!

“Alenemor” og jurafar

Først vil jeg lige sige at vi altså ikke er gået fra hinanden, så jeg er ikke rigtigt alenemor. Det der er sket er simpelthen bare at Nicholas har startet på studie, og man må sige at det virkelig er tidskrævende, og derfor er jeg meget alene hjemme med Lili, mens han læser. Og det er bestemt heller ikke brok, for vi var helt klar over at en lille baby og et jurastudie ville blive hårdt, men vi er faktisk blevet positivt overraskede.

Vores hverdag er for alvor begyndt, Nicholas har holdt en måneds barsel, og det var skønt, men her i starten af september begyndte hans studie, så der var det afsted med ham. Hans hverdag består af at stå tidligt op og tage afsted til universitetet, og når han så kommer hjem, læser han de fleste dage til omkring 18-20 tiden, også i weekenden.

Det betyder også at jeg står for det meste herhjemme, så jeg har masser at få tiden til at gå med, der er nemlig hele tiden noget at lave. Jeg hygger og leger selvfølgelig en masse med Lili når hun er vågen, og når hun sover prøver jeg at sørge for at hjemmet fungerer, så vi kan hygge os alle tre når Nicholas er færdig med at læse om aftenen.

Og selvom det godt kan være lidt hårdt nogle dage at køre på søvnunderskud og føle at det hele hænger på mine skuldre, så klarer vi det. For det første sætter vi virkelig pris på den tid vi har sammen, og så er Nicholas altså også virkelig god til at træde til, hvis han kan se, at jeg har brug for det. Også selvom han har haft en meget lang dag.

I morgen holder han en dag hvor han nægter at åbne en bog, så vi kan have en hyggelig familiedag. Planen er at vi tager til København og shopper og så vil vi gerne spise noget lækker frokost, så skriv endelig til mig, hvis i kan anbefale noget godt.

Det var egentlig bare en lille update på vores liv, og hvordan hverdagen ser ud herhjemme.

Kys herfra!

Da Lili kom til verden

En fødsel er en ret vild og fantastisk oplevelse.

Lilis fødsel blev sat i gang på terminsdagen, da vi nogle gange havde været på sygehuset fordi hun var ret stile inde i maven. De var ikke bekymrede, men da jeg var så langt henne valgte de at sætte mig i gang, så vi slap for mere bekymring. Jeg fik lavet en hindeløsning, og så fik jeg en pakke Angusta piller med hjem som jeg skulle tage hver anden time, indtil dagen efter, eller til jeg fik veer. Spændt gik jeg så og tog piller hele eftermiddagen og aftenen og stille og roligt begyndte jeg at få plukveer, som nev mere og mere i løbet af aftenen. ved 22 tiden besluttede vi os for at gå en aftentur, for at hjælpe veerne lidt mere i gang, og for lige at nyde den sidste aften bare os to. Det var så hyggeligt, og vi benyttede chancen til lige at få taget et af de sidste billeder af maven.

IMG_20180726_231335.jpg

Da vi gik hjem lidt efter midnat, måtte jeg lige stoppe op og koncentrere mig om at trække vejret når der kom en plukve/ve. Vi kom hjem og tænkte at vi skulle prøve at sove lidt. Det skete ikke, for det gjorde mere og mere ondt, og jeg synes efterhånden at veerne kom meget hurtigt, så jeg tog et brusebad for at slappe af og lindre lidt. Lidt efter syntes jeg, at det var virkelig overvældende, og vi ringede til fødegangen og fik at vide at vi skulle komme op til undersøgelse klokken 3. Jeg fandt i mellemtiden ud af at det gjorde underværker når Nicholas masserede mig på lænden, så hver gang der kom en ve, måtte han komme til undsætning og massere mig.

Der var desværre ikke sket den helt store udvikling, så vi blev sendt hjem, med besked på at få lidt søvn, og jeg fik et par Panodiler. Jeg prøvede at sove, men det lykkedes ikke. Nicholas fik måske halvanden time, og så blev jeg nødt til at vække ham, så han igen kunne massere mig, når jeg havde veer. Om morgenen tog vi så ind på sygehuset igen og klokken halv ni var jeg 4 cm åben og derfor i aktiv fødsel. Vi kom ind på en fødestue og jordemoderen gjorde badekar klar til mig mens jeg gik i brusebad. Det varme vand hjalp en del på smerterne fra veerne og det var så dejligt at komme i karbad. Selvom det stadig gjorde møg ondt, var det varme vand bare virkelig dejligt.

IMG_20180727_100137_01.jpg

Veerne begyndte på et tidspunkt at aftage lidt, men kom så igen, og efter en lille time i badekarret kom jeg op at ligge på fødelejet. Her blev jeg tilbudt lattergas, og det endte med at blive min bedste ven! Jeg havde inden fødslen overvejet hvad jeg gerne ville gøre brug af for at lindre smerterne, og lattergas var en af de ting jeg hele tiden havde forestillet mig, at jeg godt ville have.

Den næste time fra 10.30 til 11.40 er ret fjern for mig, men jeg lå med en ispose på panden (der var jo selvfølgelig over 30 grader den dag) og med lattergassen i hånden, og Nicholas masserede mig på lænden ved alle veerne.

IMG_20180727_104958.jpg

Klokken 11.40 blev jeg igen undersøgt, og her var jeg kun 4,5 cm åben! Jeg blev godt træt af at flere timer med veer, der gjorde pisse ondt, ikke havde givet mere end en skide halv centimeter. Fordi der ikke var sket mere fik jeg taget vandet her. Jeg troede ikke at det kunne gøre mere ondt, men det gjorde det. og ved 12 tiden ville jeg ikke mere. Jeg var klar til at gå hjem og så føde en anden dag, men da det ikke var en mulighed bad jeg om et kejsersnit, eller en epidural blokade. Heldigvis havde Nicholas og jeg lavet en aftale hjemmefra om, at hvis jeg bad om en epidural blokade skulle der gå en time før jeg måtte få den, og jeg er så glad for at jeg ikke fik det. Jordemoderen har også skrevet i journalen “Emilie har rigtig god støtte i Nicholas både fysisk og mentalt. Parret har en god plan hjemmefra som vi forsøger at følge, og Nicholas formår at snakke så fint med Emilie om dette.”

Jeg fik 4 “bistik” i stedet for, som er saltvand man får sprøjtet ind under huden, det gør pisse nas, men det stimulerer kroppens dannelse af smertestillende endorfiner i det område, så de fire stik var altså det værd.

Kort tid efter begyndte presseveerne så småt, og uden at jeg gjorde noget som helst, kunne jeg mærke at hele min krop pressede hver gang der kom en ve. Sådan fortsatte det  i 45 minutter, og jeg kan se i journalen at jeg både har været på toilettet og stået op i noget tid, men det kan jeg altså ikke huske. Hvis man har set sådan en kurve her før, så kan man se, at der hvor jeg har sat en cirkel omkring, der er mine veer lige inden jeg fik besked på selv at presse med. De var ret heftige, og der var ikke nogle rigtige pauser, det er måske også derfor at det er lidt uklart for mig, hvad der helt præcist skete.

IMG_20180727_130820.jpg

Klokken 13.15 begynder jeg at skulle presse med på veerne, og jeg presser og presser. På et tidspunkt går jordemoderen ud på gangen, for at hente en ekstra jordemoder, da de altid er mindst to til at tage imod barnet. Imens hun er ude fra stuen får jeg igen en presseve. Nicholas, har hørt godt efter til fødselsforberedelse, hvor det blev fortalt at jordemoderen holder igen på mellemkødet når man presser, for at det ikke sprækker. Han reagerede derfor lyn hurtigt og skyndte sig ned og holde, nu hvor der ikke var andre på stuen til at gøre det. (haha, godt gået skat!)

Klokken 13.37 kom hun ud, og op på brystet til mig. Jeg vil være helt ærlig og sige at det der med at man synes ens barn er det smukkeste i hele verden, når man ser dem første gang er noget værre pladder. Jeg elskede hende helt vildt lige fra første øjeblik, men hun lignede altså lidt en alien, smurt ind i fosterfedt, og hendes hoved var langt, spidst og skævt. heldigvis gik der jo ikke mere end en time eller to før hun begyndte at ligne en baby mere end en alien, og så kunne vi rigtig se hvor smuk hun jo er.

Lige efter en fødsel sker der en masse ting omkring en, men jeg lå bare der og kiggede på Lili, og var egentlig rimelig ligeglad med alt hvad der foregik omkring mig. Da navlesnoren var færdig med at pulse, klippede Nicholas den, og moderkage blev “født” som man siger lige kort efter.

En time efter hun var født, kom hun til brystet og blev ammet, og jeg fik noget tiltrængt pizza efter et døgn uden mad.

IMG_20180727_153739_20180909144242085

Vi fik slappet af i et par timer, inden hun blev målt og vejet. Hun var 52 cm lang og vejede 3270g. Vi på barselsgangen og Lili lå og sov, Nicholas pakkede lidt ud, og jeg gik ud og tog et bad. Man føler sig nemlig ikke specielt lækker efter en fødsel.

IMG_20180727_172929.jpg

Lilis Mormor, BedsteFinn, Farmor, Farfar, Faster, Onkel og fætre kom på besøg i løbet af aftenen, og det var rigtig hyggeligt, og dejligt endelig at kunne vise hende frem.

Vi blev hurtigt enige om at vi egentlig helst bare gerne ville hjem i vores egen seng. Barselsstuen var ikke særligt stor, og så var der virkelig varmt. Moster Celina kom på besøg, og Nicholas hentede barnevognen og vi fik pakket Lili og alle gaver, blomster og sager ned, og så gik vi hjem. 13 timer efter at vi gik den anden vej, bare med en barnevogn (med barn i selvfølgelig) i stedet for en stor rund mave.

IMG_20180727_221133.jpg

Det var så rart at være hjemme, og have vores datter i armene, og så lagde hun første nat ud med at sove 9 timer kun afbrudt en enkelt gang, hvor hun fik mad og en ren ble. Kæmpe succes, men der går lige et par år før vi gør det igen, for det er altså hårdt at føde.

Kys herfra!

 

27. juli 2018

Det blev altså dagen hvor Lili blev født klokken 13.37. Hun er så perfekt, og vejede 3270 g og var 52 cm lang ved fødslen.

Shit det var vildt og jeg har tænkt mig at skrive et langt blogindlæg om hele fødslen meget snart. lige nu ville jeg bare lige lave en kort opdatering, og fortælle at det går godt, vi har det fantastisk, og vi nyder vores lille pige som i dag er 14(!!!) dage gammel. De sidste to uger har vi slappet af, haft massere gæster, besøgt bedsteforældre og familie, og gået en masse ture med barnevognen, og generelt bare nydt at være forældre og nydt vores lille pige.

Hun er så smuk og dejlig, og her er lige et par billeder af hende.

img_20180727_172929
Her et par timer gammel, og venter på de første barselsbesøg.
img_20180731_135946_192
Her fire dage gammel
img_20180803_131910_006
Seks dage gammel, og slapper af på græsset i farmor og farfars have.
img_20180805_192128_115
Første bad, ni dage gammel.

Jeg har simpelthen taget SÅ mange billeder at det er helt tosset, men jeg kan altså ikke lade være. ups…

Kys herfra!

Status på maven/badebolden

Min mave er blevet KÆMPE stor synes jeg, det er helt vildt, og jeg bliver tit selv ret overrasket over hvor stor den er.

Netop derfor skal man jo have taget nogle billeder af den mave, så man kan huske hvordan det så ud, når den en dag er (mere eller mindre) væk. MEN jeg er virkelig ikke til de klassiske graviditetsbilleder, selvom de kan være ganske smukke.

Derfor endte jeg med at tage et par kjoler i en pose, og hive Nicholas med ud på en gåtur rundt i byen, og så tog vi ellers bare en hel masse billeder af mig. Jeg ligner jo selvfølgelig en tåbe på rigtig mange af dem, sådan skal det vel være, men der er altså også nogle ret så fede billeder, hvis jeg altså selv skal sige det. Her er nogle af de billeder jeg bedst selv kan lide, specielt det sidste er jeg ret vild med.

Kys herfra!